Vinterrevy 2025
Sæt kryds i kalenderen. Vi glæder os til at se dig!
Vinterrevy 2025
Vinterrevy i Nykøbing Falster er nok kommet for at blive og for 3. år i træk lader vi tæppet gå til en rigtig sjov og folkelig vinterrevy i 80 minutter (uden pause).
Vi er så heldige at vi kan byde velkommen igen til det samme hold, som væltede Nykøbing omkuld tilbage i januar 2024. Thomas Mørk, Jeanne Boel & Jesper Lundgaard. Og som et ekstra krydderi, så har vi tilført næste års revyhold et lille ekstra drys af sjov og musikalitet og byder et stort velkommen til skuespiller Lone Rødbroe.
Musikken er igen lagt i hænderne på vores lille fremragende revykvartet, bestående af Michael Axen (trommer), Casper Gyldensøe (bas/guitar) & Thomas Lund Madsen (sax/fløjte), Mickey Pless (kapelmester/piano).
Og ingen revy uden mulighed for spisning og derfor kan der til alle forestillinger tilkøbes en menu/frokostbord, som kan nydes inden tæppet går op til Vinterrevyen 2025.
Medvirkende
Jesper Lundgaard
Jesper Lundgaard er sanger/entertainer med base i Aarhus. Jesper har medvirket i utallige musicals, shows og revyer har et meget stort komisk talent.
Hvert år når julen nærmer sig har han desuden stor succes med sit årlige juleshow. Derudover optræder Jesper som konferencier og solist over hele Danmark.
Jesper kom og væltede Nykøbing omkuld, tilbage i januar 2024, og derfor er vi meget glade for at han igen har takket ja til at medvirke i vinterrevyen endnu engang.
Jeanne Boel
Man kan ikke sige Dansk Revy uden samtidig at sige Jeanne Boel!
Jeanne har lavet revy hele sit liv og har medvirket på Amager Scenen, ABC Teatret,
Holstebro Revyen, Cirkusrevyen, Hjørring Revyen, Sønderborg Sommer Revy Show og så har hun flere gange medvirket i Nykøbing Falster Revyen om sommeren – både som skuespiller, men også som instruktør.
Jeannes hjerte banker for Nykøbing Falster og hun elskede at være tilbage i vinterrevyen 2024, og publikum elskede at hun var tilbage. Derfor smiler vi stort over at hun igen står på scenen til vinterrevyen 2025, og igen heldigvis både som skuespiller og instruktør.
Thomas Mørk
Thomas hører til i toppen som én af Danmarks bedste revyskuespillere.
Vi er lykkelige for at også han sagde JA til at komme til Nykøbing og give publikum et grin om vinteren. Der er vel ikke den scene – den revy – som Thomas ikke har medvirket i og altid med stor succes, fordi han har en evne til at få en hel sal til at vælte om af grin.
Thomas har medvirket i sommerrevyen flere gange, men har igennem de sidste mange år, hver sommer, haft fast base i Odense Sommerrevy. Thomas er en ener på sit felt, og derfor er vi vilde med at I alle sammen skal opleve ham endnu engang i vinterrevyen 2025.
Lone Rødbroe
Et stort velkommen til Lone Rødbroe, som for første gang skal medvirke i en revy på Falster. Lone er en af de mest erfarende revyskuespillere som vi har i Danmark. Hun er udstyret med værktøjskasse fyldt med humor og sublim musikalitet. Lone har medvirket i et hav af revyopsætninger i Danmark lige fra Hjørring Revyen – Ganløse Revyen. Altid med et dejligt smil, gå-på-mod og altid med fokusset at ”nu skal vi satme have det sjovt”. Lone har længe stået på vores ”ønskeseddel” og derfor jubler vi over at hun nu endelig kigger forbi Nykøbing. I kan godt glæde jer – det gør vi!
Mickey Pless
Pless sidder igen bag tangenterne og sammen med sine 3 musikere, der vil de få det til at swinge forestilling efter forestilling. Ingen revy uden musik – og musik det bliver der på fuldt tryk i teatret.